Min veninde loggede af sociale medier i sidste uge fordi hun blev udsat for trusler og had for at udtale sig om den seksuelle vold som hun har været udsat for. Da hun loggede af, loggede jeg på i højere grad end normalt. Jeg tænkte: det kan ikke være rigtigt at hun ikke kan tale om vold uden at blive udsat for mere vold.

Når jeg fortsætter kampen, får jeg også tit had, latterliggørelse, minimeringer og trusler, men takket være de feminister jeg står på skuldrene af, der turde at tale om vold før mig, kan jeg blive ved. Min modstand er for dem og for mig selv.

Jeg cykler på Nørrebrogade og ser en mand på 10 meters afstand frem, der cykler langsomt og slinger, er tydelig fuld. Jeg kører lidt langsommere og vurdere, om jeg skal cykle forbi ham. Han vender om og råber noget sjoflet til mig. Jeg sætter farten op, cykler en stor bue omkring ham og råber ”Hold kæft!” til ham. Han bliver tydelig mere aggressiv, cykler efter og råber: ”Jeg vil ha’ fat i dig!” Jeg øger mit spring, drejer om 2 hjørner og kommer af med ham.

35 år, så længe har jeg gået og gemt min ret så trælse historie. 35 år og jeg huske det som var det i går. Traumer glemmes aldrig, med mindre at hjernen har valgt at fortrænge. Jeg har aldrig fortalt det til nogen, for hvem ville tro mig. Jeg tager chancen og fortæller min historie nu, jeg er ikke bange for ham længere.

Jeg var 22 år og havde mødt en skøn mand der var ca 8 år ældre end jeg. Han var et klassisk stykke drømmeprins. Derfor havde jeg ingen skrupler ved at flytte ind hos ham, da jeg fandt job i den del af landet han boede. Jeg kendte kun ham der og var derfor pænt alene.

Præcis hvornår det hele startede husker jeg ikke, men da de første slag faldt, var jeg i chok. Jeg blev ligesom lammet, både af angst og chok. Dagen efter kom han grædende og undskyldte for sin opførsel. Fra da af gik det kun en vej og det var nedad. Jeg fik tæsk et til to gange om ugen, nogen gange færre. Jeg var panisk angst og turde ikke fortælle det til nogen. Hvem ville tro på den her pæne mand kunne finde på det. Han isolerede mig, fulgte mig på job og stod og ventede på mig når jeg havde fri. Han begyndte at låse mig inde på badeværelset i total mørke efter han havde tævet mig. Han lukkede døren op og pegede og jeg kravlede så ind. Han begyndte også at skubbe mig når jeg mindst ventede det. Pludseligt faldt jeg ned i radiatoren, ned af trappen til kælderen, eller bare ind i væggen. Han begyndte sine voldtægter efter at ha låst mig ude fra toilettet, hvor jeg sad op til 1-3 timers tid.

Første gang forsøgte jeg at vriste mig fri, men han var stærkere end jeg, jeg var bare 162 høj og vejede 50 kg. Jeg lukkede mine øjne og resignerede. Et trick jeg brugte hver gang. Tænke mig ud af min krop og lade mig flyde væk.

Efter ca et år i "fangenskab" kulminerede det hele ved et af hans sædvanlige skub, og hvor han tog en tom flaske og smadrede bunden af på bordkanten i køkkenet. Jeg husker det stadig og ser det for mig som en film i slowmotion. Så flasken ramme og glasskårene flyve ud og lande på gulvet. Han vendte sig mod mig med flasken hævet op mod mit ansigt og nærmede sig. En halv meter fra mit ansigt løb jeg. Jeg løb på bare fødder ned i kælderen fordi hoveddøren der var låst, så jeg vidste han ville indhente mig inden jeg kom ud. Jeg løb ned i kælderen og jeg kunne høre han løb efter mig. Jeg havde tunnelsyn og kom til at løbe mig ind i et rum uden dør ud. Han stillede sig i døren og truede med flasken i hånden svingende i luften. Jeg vidste at kom jeg ikke ud ville han slå mig ihjel.

Jeg valgte at handle og gøre hvad han ikke forventede. Jeg gik mod ham og han stoppede og tøvede. Det var tid nok til at sparke ham med al min kraft jeg kunne presse ud af mig, lige i hans klokkeværk. Han bukkede helt sammen og det var nok til at jeg kom forbi og flygtede ud af kælderdøren, i sneen, på bare fødder og uden overtøj. Jeg mærkede det ikke, jeg løb bare. Det var mørkt, så jeg løb ind i en have og skjulte mig bag en hæk. Mens jeg sad der og gemte mig i en total gennemgribende angst, hørte jeg han startede sin knallert og kørte rundt i kvarteret og ledte, efter mig. Længere og længere væk ledte han. Det var først da jeg var sikker på han var helt væk at jeg løb ud og ned på en sti, der førte hen til en jeg kendte, der lukkede mig ind.

Her tænker nogen nok, hvorfor gik hun ikke ved første slag. Fordi jeg var bange. Nogen tænker sikkert, hvorfor gik hun ikke til politiet. Fordi jeg var ekstrem bange.

Der gik en del år og pludseligt så jeg ham, da jeg var i svømmehallen med min lille datter på et halvt år. Han kom med sin gravide kæreste og kravlede ned i bassinet. Jeg stivnede fuldstændigt og kunne intet. Min krop låste fuldstændig og jeg lod ham ikke af syne. Pludseligt for mine moderinstinkter op i mig og jeg tog min datter og skyndte mig op af vandet. På det tidspunkt nede i vandet vågnede min hukommelse og jeg reagerede. Det var åbenbart lykkedes min hjerne at fortrænge alt det frygtelige tidligere. Tiden er gået 35 år. Jeg fortrængte det ikke længere, men lærte at skubbe det væk. Traumer glemmer man aldrig uanset hvor mange år der går. Det gør sindssygt ondt inden i mig, når jeg læser folk skrive at man ikke kan komme så lang tid efter og anklage nogen, det er ikke fair. Det kan man, fordi din hjerne, krop og følelser aldrig glemmer traumerne. Jeg svor for mig selv den dag jeg forlod bassinet, hvis der nogensinde er nogen der vil gøre mig ondt igen, vil jeg slå dem ihjel, det mener jeg og kan sige det uden at blinke med øjnene. Selv en voldsmand skal sove på et tidspunkt.

Mandag den 29. november om eftermiddagen gik en 11-årige pige hjem fra Vojens Banegård ad cykelstien langs Odinsvej. Hun blev antastet af en ukendt 60-70-årig mand, der påstod, at pigens mor havde sendt ham for at hente hende. Det troede pigen ikke på og hun kendte ikke manden, så hun valgte at løbe væk. Pigens mor havde da heller ikke bedt nogen om at hente datteren.

Syd- og Sønderjyllands Politi

Tilbage i 2017, da jeg først fandt ud af, at mine billeder var blevet misbrugt, og jeg nu var– ufrivilligt – blevet fremstillet som en pornostjern på det globale netværk, stod jeg som nybagt ung mor i en situation, hvor jeg for første gang i mit liv følte, at jeg havde mistet kontrollen over mit liv og havde svært ved at se lyset. Selvmordstanker, en overvældende tomhedsfølelse, skyldfølelse, og angst blev en hel almindelig del af min hverdag, ligesom at spise og sove var.

Som unge forældre, var der ikke de økonomiske midler til at søge psykologhjælp, og der var ingen hjælp at hente fra kommunen, eller de 2 forskellige læger jeg gik til på daværende tidspunkt.

Som tiden gik, begyndte jeg så̊ småt at få styrken tilbage til, at stå̊ på benene igen – uden nogen form for hjælp fra det offentlige. Jeg startede på en uddannelse, og det hele virkede okay. Indtil jeg begyndte at få ubehagelige opringninger og henvendelser via Facebook. Opkalde hvor man ikke kunne høre andet end nogens åndedraget, seksuelle henvendelser af folks intime kropsdele, og bekendte som blev ved med at gøre mig opmærksom på det materiale der nu lå i flere verdensdele.

Angsten blev værre og værre. Det blev så̊ slemt, at vi blev nødt til at flytte væk fra byen. Ind i noget der var faldefærdigt.

Skyldfølelsen blev større og større og jeg følte virkelig, at det Danske system havde efterladt mig i et håbløst tomrum.

Jeg gik til politiet og anmeldte hændelsen og fik gennem StopChikane kontakt til advokat Miriam Michelsen, som har haft rigtig mange sager vedr. digitale krænkelser mod kvinder, og som også har kørt min sag.

Jamen, retssagen endte med, at min gerningsmand fik 6 måneders ubetinget fængsel, og den højeste uddelte tort var 40.000kr (hvilket jeg fik). Og siden han var ustraffet før, så havde vi ikke retten til at vide hvornår han blev løsladt eller om han overhovedet kom ind og sidde, da man kan søge om fodlænke for de 6 måneder. Vi fik muligheden for at anke sagen, men det kostede mere, end hvad vi havde råd til at betale for, især hvis dommerne mente, at det var unødvendigt i den forstand at intet ville blive ændret.

Da retssagen endelig var overstået, der mistede jeg mit arbejde blandt andet på grund af sagen, og jeg stod endnu engang og kæmpede med kommunen, med en sølle udbetaling på 1.340kr om måneden, som ikke engang dækkede mad til en måned.

Digitale sexkrænkelser er et seksuelt overgreb, og det er et stigende problem i den verden vi lever i, i dag. Det er enormt skamfuldt og ydmygende, og resultere i en ekstrem psykisk belastning. Når man først er blevet dømt for mandatsvig eller skyldnersvig eller noget helt andet, jamen, så er der blevet sat et punktum for det. Men når man først er blevet udsat for digitale krænkelser, så mister man kontrollen. Gerningsmanden kan godt blive dømt for det, og man kan måske få en godtgørelse, men man kan ikke sætte et punktum for det. Når først billederne og filmene ligger på nettet, så kan de blive delt igen og igen. Og ja, det kan godt være at der kommer noget nyt og mere spændende op på nettet, men derfor er der stadig ikke noget sikkerhed i, at det ikke dukker op igen om 5, 10, 15 år for ens børn at finde, eller arbejdskollegaer.

Det er overgreb uden udløbsdato, og jo før det går op for det Danske retssystem, jo før kan folk forstå alvoren bag det.

40.000kr dækker ikke halvdelen af det jeg har været udsat for, det dækker ikke engang halvdelen af den gæld, det har sat min familie og jeg i. Det kan ikke give mig min datters første år af hendes liv tilbage, det kan ikke giv mig mit arbejde tilbage, og det kan uden tvivl ikke ret op på de psykiske konsekvenser hele dette forløb har givet mig, og noget jeg må lære at leve med.

Det handler ikke om, at få hævn. Det handler om retfærdighed, og at kunne hjælp dem der kommer til at sidde i samme situation som mig. At kunne giv dem muligheden for at få den hjælp, som jeg ALDRIG har kunnet få.

Jeg har gjort mit for samfundet- betalt min SKAT, og alt det der høre til – men når jeg havde mest af alt haft brug for hjælpen af system, så har jeg ingen hjælp fået. Man mister stoltheden og tiltroen for det land, og de leder man har. Jeg er halv Dansk, og halv Afrikaner. Jeg har boet i Danmark siden 2005, og har altid set mig som værende dansk. Men efter alt dette, har jeg fået mere hjælp/støtte af den Sydafrikanske ambassade ende min egen kommune, og føler mig derfor ikke hjemme i mit eget land længere...

Jeg er kun 22 år gammel, og jeg har været udsat for mere end de fleste på 30 - digitalkrænkelse, børneporno, hævnporno og sexchikane på arbejdspladsen. Jeg er hverken kendt eller noget specielt, men derfor vil jeg stadig gerne høres! Jeg har samarbejdet med StopChikane, hvor vi har lavet en ”film”, omkring digitale krænkelser og de konsekvenser der følger med det. Jeg har kontaktet samtlige politiker fra forskellige politiske partier såsom Mette Frederiksen og Søren Pape, i håb om at blive hørt og sætte noget lys på situationen... Men det er svært når man ikke selv er noget speciel. Men den dag i dag står jeg stærkere end nogensinde før, og det har jeg mine omgivelser at takker for, og moden til at kæmpe tilbage.