Jeg fik en kæreste, da jeg var på udveksling i Madrid. En Venezuelansk musiker, asylansøger og mand. Han vidste fra første møde, at han ville være kærester. Jeg fandt ud af det hen ad vejen. Da jeg kom for at besøge ham første gang, efter jeg var vendt hjem til DK igen, skulle jeg møde hans mor og søstre og deres familier. Mændene, inklusiv min kæreste, sad i sofaen og snakkede og røg på altanen, mens kvinderne lavede drinks til mændene og tog sig af børnene. Moren sagde til mig, som den sidste ting, inden vi skiltes, at jeg skulle passe på hendes søn. Efter dette møde, havde jeg en underlig fornemmelse. Jeg havde en følelse af, at jeg var kommet ind i en familie, hvor jeg ikke hørte til. Jeg kunne mærke, at forventningerne til mig var højere end til min kæreste. Det forventes, at jeg gjorde mere for forholdet, end han gjorde. Da jeg kom hjem igen, var der pride i København. Jeg var taget hjem til min bedste ven, og hans roomie for at drikke os fulde, inden vi skulle ud og deltage i gadefesterne. Min kæreste ringede til mig. Jeg sagde, at det ikke passede så godt, at snakke lige nu. Han ringede igen senere. Nu var han vred og anklagende. Han anklagede mig for, at lyve om hvor jeg var, og for at ville have sex med de to, efter hans mening, flotte fyre, som jeg festede med. Jeg følte, at det var min opgave at berolige ham, og gjorde så det, indtil han faldt ned igen. Jeg følte mig kuet. Jeg følte, at han havde fået styringen over mig, i den telefonsamtale. Og en vrede havde sat frø i mig. Senere på aftenen, var vi fulde i Københavns glade gader. Min bedste ven og hans roomie var fulde og søde og roomien var smuk. Fanden tog ved mig, og jeg kyssede roomien, som en handling af lyst og trods, på samme tid. Senere endte jeg i roomiens seng. Han var sød og sagde bagefter, at han lidt håbede på, at jeg en dag ville komme og fortælle, at det ikke længere gik så godt med min kæreste. Næste dag bestilte vi take-away burger og han læste op af tekster, han havde skrevet, vi puttede, og jeg nød hvert øjeblik. Om aftenen fik jeg kolde fødder og måtte hjem. Jeg havde gjort noget forfærdeligt, som jeg aldrig troede, at jeg kunne gøre. Hvad var der gået af mig? Hvem troede jeg at jeg var? Nu havde jeg forrådt, den mand der elskede mig. Da jeg kom hjem ringede jeg til ham og fortalte hvad der var sket. Han græd og jeg græd og han blev vred, og jeg sagde, at jeg ville rejse ned, så vi kunne tale om det, dagen efter, for jeg ville ikke gå fra ham. Jeg bestilte dyre, hurtige billetter, til dagen efter. Vi talte og græd og jeg havde den værste skyldfølelse, jeg i mit liv har haft. Jeg var sikker på, at hvis forholdet gik i stykker, så var det mig, der ødelagde det. Han sagde igen og igen: Hvorfor gør du dette her mod mig? Hvorfor gør du dette her mod mig? Dengang forstod jeg ikke, at min utroskab havde været et tegn på modstand, fordi min underbevidsthed allerede dengang vidste, at der var noget galt.
Vi fortsatte vores forhold i nogle måneder. På hans fødselsdag, havde hans bedste veninde og jeg arrangeret en overraskelsesfest, som jeg ville tage ham hen til, efter vi havde været ude at spise. Han synes at jeg tjekkede min telefon, mistænkeligt ofte, og spurgte, om jeg skrev med en anden, en flirt. Da vi kom frem til festen forstod han. Efter festen, synes han at jeg havde snakket for meget med en af fyrene til festen. Han var sikker på, at fyren var interesseret i noget med mig. Sådan var der mange falske anklager om utroskab.
Gennemgående følte jeg stor skyld for det engangsknald, jeg havde haft, nu for flere måneder siden. Det førte med sig, at jeg nogle gange gik over mine egne grænser, fordi jeg på en måde følte, at det skyldte jeg. For eksempel gik jeg nogle gange med til at have analsex, selvom jeg faktisk ikke selv følte særlig meget lyst til netop dén form for sex, og i øvrigt var lidt skræmt af det. Men på en måde følte jeg, at jeg fortjente det, og at jeg skyldte ham, at gøre det for ham. Nogle gange sagde jeg til ham, at jeg syntes, at det gjorde ondt. Men det tog han sig ikke af. Han fortsatte, fordi han mente at han vidste, hvordan man har analsex, og hvornår det var for meget. Han stoppede som regel først, når det begyndte at bløde. Den sidste gang vi havde analsex, blødte jeg ud af røven hver gang jeg skulle skide, i en uge efter. Først dér, indså han, at det gjorde ondt på mig.
På en rejse med min mor, brød min mor sammen. Hun fortalte, at min far havde mødt en anden, en yngre kvinde. I det øjeblik var hun verdens mest ulykkelige menneske. Han ville nok skilles, men det var endnu ikke sikkert. Jeg var splittet, jeg var rasende og såret og voldsom og samtidigt følte jeg skyld, for jeg havde jo også været utro, ligesom min far. Jeg snakkede med min kæreste om det, og han var minimalt støttende. Grænsende til slet ikke. Han undlod ikke at bruge lejligheden til at fortælle mig, at det jo var det samme, jeg havde gjort mod ham. At det var overordnet, at min far havde haft en hemmelig kæreste i et halvt år, mens jeg havde begået et engangsknald. Dagen efter hjemkomsten til DK skulle jeg videre til Madrid, for at besøge min kæreste. Jeg var knust. Mit fundament var rystet og mit forhold til min far, som jeg elsker, og som elsker mig, var i den periode helt itu. Et halvt års løgne og skuespil havde revet vores forhold i trevler. Min kæreste var ikke synderligt medfølende. Hans far havde da også været hans mor utro mange gange. Da de endelig blev skilt, giftede han sig med sin sekretær, som han for øvrigt havde haft et hemmeligt forhold til, inden skilsmissen. Det var på en måde et vilkår, at man måtte finde sig i utroskab. På den rejse, tilbragte jeg meget tid, alene i hans lejlighed. Han susede rundt, skulle hele tiden øve sig med sine bands. På min sidste dag, inden jeg skulle hjem igen, skulle han stå for en endagsfestival i det lokale medborgerhus. Her tilbragte jeg det meste af dagen med at hjælpe ham og i resten af tiden forsøge at underholde mig selv. Jeg følte mig meget alene til dette kæmpe arrangement, uden venner og med en kæreste, der var optaget af andre ting. Jeg gjorde mit bedste for at holde mig selv underholdt og snakke med folk, på trods af, at i det hele taget var bund ulykkelig og ikke havde det der ligner overskud. Da hans band havde spillet, ville jeg finde dem og hilse på, men kunne ikke finde dem. Da de endelig viste sig, havde de røget sig skæve, og min kæreste var skæv og dum og jeg følte mig mere alene end nogensinde. Ædru, og træt og ked af det, med en uforstående kæreste, der i øvrigt havde taget stoffer. Uden at invitere mig med. Jeg blev ked af det, og kom til at græde lidt. Også lidt af arrighed. Han synes at det var pinligt, at hans kæreste græd foran hans band og trak mig til side. Jeg var rasende og følte mig alene og følte, at hans prioriteter var helt hen i vejret. Var det pinligt at hans kæreste viste følelser? Var det vigtigere at passe på sit image over for sit nye band, end at passe på sin relation til sin kæreste? Vi tog hjem kort efter, og jeg forklarede hvordan jeg havde det. Han havde lidt svært ved at forstå det, men glattede det ud. Nu ville han gerne tage et sødt kærestefoto, som han kunne lægge på sin instagram - for appearance over contents, of course. Det ville jeg ikke, men gik med til det alligevel, fordi jeg havde ikke kræfter til at tage konflikten. Om natten havde jeg svært ved at sove. Jeg lagde mig ud i stuen, for ikke at vække ham.
Senere vågnede han og kom ind i stuen. Han ville gerne have at jeg kom med i seng. Han synes, at når han havde en kæreste, skulle han ikke sove alene. Jeg gik med ham ind, igen, for at undgå konfrontationen. Vi skulle tidligt op og i lufthavnen. Han var taget med, fordi jeg havde bedt ham om det. Men han var gnaven. Han følte, at han var nødt til at tage med mig i lufthavnen, fordi ellers ville jeg blive ked af det. Han havde selvfølgelig ret. Det endte med, at han skældte mig ud, nærmest råbte af mig i lufthavnen, foran alle de andre mennesker, der skulle tjekke ind. Hans vrede skræmte mig og som for at forsvare mig selv, lod jeg som om, han selvfølgelig havde ret, og glattede ud, så jeg kunne tjekke ind hurtigst muligt, og komme væk fra ham. Da jeg var ankommet til DK skrev han til mig, som om vores forhold var i den skønneste orden. Men jeg vidste, at jeg ikke skulle være sammen med ham mere. Jeg vil ikke være sammen med en mand, der skræmmer mig, som ikke respekterer mine grænser og som prioriterer sit image over sit parforhold. Jeg mødtes med min gode, gode veninde, som har været i et langt forhold med psykisk vold. Jeg fortalte min historie, og hun sagde de ord, som jeg havde brug for at høre, for at finde styrke til at gøre det, som jeg måtte gøre: "Det lyder som starten på forholdet til min eks. Skynd dig væk, kære ven."
