En voksen mand tårner sig op bag min treårige datter. En gang imellem prikker eller kilder han hende, og hun reagerer ved at krympe sig. Mindre og mindre bliver hun med hver uønsket berøring. Jeg forestiller mig, at hun prøver at blive lille nok til at smutte ud af sin barnestol og glide under bordet.

Når min mor overværer denne scene, ser hun legende drillerier. En morfar engagerer sig i sit barnebarn.

′′Mae." Min stemme skærer igennem larmen af en velkendt familiesammenkomst. Hun ser ikke på mig.

′′Mae." Jeg starter forfra. ′′Du kan sige nej til ham, Mae. Hvis dette ikke føles okay, kan du fx sige ” Papa, vær sød at gå væk - jeg vil gerne have lidt plads til min krop."

Mens jeg siger ordene, læner min stedfar, bulldogen, sig ind lidt tættere på, lige oven over hendes hoved. Hans dybe grin håner mig mens min datter kryber endnu sammen i håb om at undslippe hans kilden og varme ånde.

Jeg gentager med lidt mere kraft. Endelig kigger hun op på mig.
‍

′′Mor kan du sige det?" Overraskende. En treårig pige føler sig ikke tryg ved at forsvare sig mod en voksen mand. En mand, der har udtalt igen og igen, at han elsker og holder af hende, og alligevel står han her og viser nul interesse for hendes ønsker vedrørende hendes egen krop. Jeg er klar til kamp.

′′Papa! Vær venlig at flytte dig væk! Mae vil gerne have mere plads." Min stemme er fast, men munter. Han bevæger sig ikke.

′′Papa. Det burde ikke være nødvendigt at spørge dig to gange. Vær venlig at rykke dig væk. Mae synes det er ubehageligt."

′′Åh, slap af," siger han, og nusser hendes pjuskede lyse hår. Patriarkatet står og patroniserer mig i mit eget forbandet køkken. ′′ Vi leger bare." Hans sydstats dialekt er ikke charmerende.

′′Nej. Du legede. Det gjorde hun ikke. Hun har gjort det klart, at hun gerne vil have mere plads, nu bedes du flytte dig."

′′Jeg kan lege, som jeg vil med hende”, siger han, og retter ryggen. Min krop spænder op. De solblegede hår på mine arme rejser sig, da denne mand, der har været min faderfigur i mere end tre årtier, går ind i kampringen.

′′Nej nej, du kan ikke lege, som du vil med hende. Det er ikke i orden at 'have det sjovt' med nogen, der ikke vil lege." Han åbner munden for at svare, men mit raseri er tydeligt gennem mit tilbageholdte svar. Mon min datter kan mærke det. Det håber jeg, hun kan.
‍

Han trækker sig tilbage til stuen, og min datter stirrer op på mig. Hendes øjne, et stjerneskud af blå og brun stråler af beundring for hendes mor. Dragen er blevet slået (foreløbig). Min egen mor er tavs. Hun nægter at have øjenkontakt med mig

Det er den samme kvinde, der lukkede mig ned, da jeg fortalte hende om et seksuelt overgreb, jeg for nylig huskede at være udsat for. Dette er den samme kvinde, som blev kidnappet af en bilfuld fremmede, da hun gik hjem en nat. Hun kæmpede og skreg, indtil de smed hende ud. Mens de kørte bort, kørte de over hendes ankel og efterlod hende med et liv med fysisk og følelsesmæssig smerte. Dette er den samme kvinde, som intet sagde, som ikke kunne sige noget, da hendes chef og hans venner sexchikanerede hende i årevis. Dette er den samme kvinde, som giftede sig med en af de venner.
‍

Når min mor overværer denne scene, ser hun sin datter overreagerer. Hun ser mig ′′ gøre et stort nummer ud af ingenting." Hendes bekymringer ligger mere i at opretholde status quo og ikke ryste min stedfars giftige ego end i at beskytte den krympende treårige foran hende.

Når jeg ser på denne scene, er jeg både opmuntret og misfornøjet. Min egen styrke og afvisning af at tie stille er resultatet af hundredvis, sandsynligvis tusindvis af års kvinder mishandling, hvor deres protester er blevet ignoreret. Det er resultatet af at se min egen mor lide stille og roligt af for mange mænds overgreb. Det er resultatet af min egen mishandling og mit højtidelige løfte om at være med til at afslutte denne cyklus.

Det ville være så nemt at se en lille pige blive undervist i, at hendes ønsker ikke betyder noget. At hendes krop ikke er hendes egen. At selv mennesker, hun elsker, vil mishandle og ignorere hende. Og at alt dette er ′′okay ′′ i andre menneskers navn, mænd, der har det sjovt.

Men det, jeg ser i stedet, er en lille pige, der ser sin mor. Jeg ser en lille pige lærer, at hendes stemme betyder noget. At hendes ønsker betyder noget. Jeg ser en lille pige lære at hun godt må og forventes at sige nej. Jeg ser hende lære at dette ikke er okay.

Jeg håber også, at min mor lærer noget.
‍

At bekæmpe patriarkatet en bedstefar ad gangen.

Af Lisa Norgren

En aften i Århus gik jeg alene hjem på en stor trafikerede vej, og lige før jeg skulle ned ad en sidegade, lagde jeg mærke til, at der var en mand, der fulgte efter mig på 30 meters afstand. Jeg kiggede på ham og så, at han kiggede på mig. Jeg følte, at der var noget ubehageligt i den måde, han kiggede på mig. Men så tænkte jeg straks: Nå ja, han er så langt væk, og jeg skal ikke se en voldsmand i alle, osv. Jeg ignorerede mine første følelser og gik videre uden at tænke mere på ham.

Det næste, jeg opdagede, var, at lige da jeg skulle træde ind i opgangen, hvor jeg bor, stod han pludselig ved siden af mig. Han tog fat i mig, og jeg tænkte, »Hold kæft, hvor kom han fra«. Jeg var overrasket og bange. Men kæmpede mig ind i opgangen og prøvede at larme så meget, jeg kunne, ved at råbe højt i håb om, at nogen ville komme mig til hjælp. Det gjorde der ikke. Jeg skubbede og prøvede at komme fri, indtil jeg opdagede, at han havde en kniv. Der blev jeg rigtig rædselsslagen og holdt op med fysisk modstand. Men pludselig skete der noget oppe i mit hoved. Det sagde »klik«, og jeg mærkede, at jeg ikke ville finde mig i at blive voldtaget. Så mens han trak mig ud af opgangen og tværs over parkeringspladsen, kiggede jeg ham i øjnene og gentog meget bestemt igen og igen, »Du kan ikke gøre det her ved mig, jeg vil ikke voldtages!« På et tidspunkt gav han slip og kiggede forvirret på mig. Jeg løb væk og ind i opgangen. Jeg er sikker på, at det var modet og intensiteten, jeg viste ham, der gjorde, at jeg kom væk.

Angriberen var tydeligvis uforberedt på en så stærk psykisk modstand. Han forventede, at jeg blev lammet af angst, men i stedet for blev han overrasket, og jeg brugte det moment til at komme væk.

Jeg var meget angst efter oplevelsen, selvom jeg klarede mig ud af den. Jeg tænkte på, hvad der kunne have været sket, i stedet for at rose mig selv for at jeg handlede og kom væk. Det var først et par år efter, at jeg kunne begynde at føle noget styrke i og stolthed over, at jeg selv havde afværget voldtægten.

Det er en aften i juli og jeg kommer gående på gaden på vej hjem. Jeg ser et par, en yngre mand og en yngre kvinde diskutere højlydt. Manden er truende og bebrejdende i sit kropssprog, det kan jeg se allerede inden jeg kan høre deres stemmer. Hun virker opgivende og prøver at gå væk fra ham, men han spærrer vejen for hende, imens han bliver ved med at anklage hende for et eller andet. Da jeg kommer tættere på han jeg hører at han er vred over at hun har haft sex med en hun bor tæt på på kollegiet. Hun siger at han har gjort præcis noget tilsvarende, men han bliver mere og mere rasende - det er IKKE det samme, siger han. Jeg kan se på ham at han bliver ved og ved med at sige det samme og hidser sig mere og mere op. Jeg standser for at tale med en hundehvalp for at blive i nærheden og holde øje med hvordan det udspiller sig. Måske kan min tilstedeværelse i nærheden virke regulerende på hans adfærd. Men han bliver ved. Kvinden sidder på en trappesten og han står og råber de samme ting af hende igen og igen. Jeg bliver stående på hjørnet overfor og lader som om jeg kigger på min telefon. Manden bliver ved, han kan ligesom ikke stoppe. Kvinden virker opgivende, men virker omvendt ikke til at hun forlader situationen. Til sidst tænker jeg - at jeg vil prøve at punktere den der energi, han har kørende, hvor han bare bliver ved. Jeg ser han har en cigaret og tænker:" Fuck det, jeg spørger sgu om jeg må bomme en cigaret". Jeg går over til dem og afbryder med en løgn om, om han har en cigaret. Jeg er egentligt stoppet med at ryge, siger jeg, men fik sgu sådan lyst. Han har ikke flere, men det har hun og jeg får en cigaret af hende og han tænder den for mig.

Bor I nede på kollegiet, spørger jeg, for at prøve at få dem til at tale med mig. De er begge afvisende, men jeg bliver ved lidt endnu. Så takker jeg for smøgen og ønsker dem en god aften. Da jeg går væk, ser jeg at han prøver at samle sig lidt, men jeg tror måske at min forstyrrelse tog pusten lidt ud af ballonen. Jeg havde det godt med at vise ham, at jeg så hans opførsel og ikke lod mig intimidere af den, men gik over til ham og forstyrrede det han havde gang i - på en rolig måde.

Søndag morgen, d. 26. september 2021, omkring klokken 03.30 fandt der et voldtægtsforsøg sted på Mariagervej 2 i Hobro. En 30-årig kvinde kommer gående nede fra byen, og da hun passerede Rema1000 blev hun antastet af en mand, der også var til fods. Manden angreb kvinden, og han væltede hende ned på jorden. Det lykkedes heldigvis for kvinden at sparke sig fri – og til sidst stak han af fra stedet. Ud fra offerets forklaring er det vores mistanke, at mandens hensigt var at voldtage kvinden. Det 30-årige offer led ikke fysisk overlast i forbindelse med voldtægtsforsøget.

Nordjyllands Politi

På min første rejse gennem Europa mødte jeg en ung mand på et vandrerhjem i München. Vi havde en hyggelig samtale, hvori han bl.a. fortalte, at han læste på universitetet i byen. Han spurgte på et tidspunkt, om han måtte vise mig en berømt øl-hal, og det sagde jeg ja til. Jeg var på ingen måde interesseret i ham seksuelt, og det mener jeg, at jeg viste ham med min måde at være på. Men han sørgede for, at jeg kom for sent tilbage til vandrerhjemmet, og derfor var jeg låst ude. Jeg blev rasende og skældte ud, men han undskyldte og var ”åh, så ulykkelig”. Han tilbød mig at sove på gulvet på sit kollegieværelse, og selvom mine røde lamper lyste, tog min pænhed over, og jeg tænkte, `en universitetsstuderende kan ikke være farlig,´ og jeg tog med ham hjem. Jeg blev klogere. Da vi kom ind i hans værelse begyndt en time lang kamp.

Pludselig var det ikke på gulvet jeg skulle sov, men sammen med ham. Han havde løjet og manipuleret mig. Jeg prøvede længe at tale ham fra det, men på et tidspunkt gav han mig en lussing og så holdt jeg op med at gøre modstand. Jeg er overbevist om, at det at jeg gjorde modstand og argumenterede så kraftigt imod at have sex med ham forkortede og formindskede det overgreb jag blev udsat for. Det blev til ”anden kønslig omgang” og ikke en fuldbyrdet voldtægt. Næste formiddag kørt han mig tilbage til vandrehjemmet i hans bil. Hans sidste ord til mig, mens jeg skyndte mig ud af bilen var: `Det er en kvindes pligt at tilfredsstille en mand, hvis han har lyst.´(!)

Jeg anmeldte ikke episoden, men rejste hurtigt videre. Dog sat jeg en kort beskrivelse af ham op på vandrehjemmets opslagstavl med en advarsel til andre inden jeg rejste.

Det tog mig et par år inden jeg kunne definere det jeg havde været udsat for som et seksuelt overgreb. I mit hoved var et overgreb noget der foregik på gaden og gerningsmanden var en ukendt mand – ikke en universitetsstuderende som jeg havde diskuteret alt muligt med inden.

Jeg har siden lært en hel del om, hvordan jeg endnu bedre kan tackle sådanne situationer og har ikke været ude for en lignende situation.