Arbejdede engang som tjener, men havde en kvindelige chef, som var alletiders. Hun sagde til et personalemøde, fordi en af de andre kvindelige tjenere havde haft en rigtig ubehagelig oplevelse med et bord, hvor der sad ældre mænd. Så sagde min chef: Ingen skal være bange for at gå på arbejde, ingen skal finde sig i at få deres grænser overskredet. Hvis I andre oplever det samme, så kommer I til mig og så beder jeg dem, om at gå. Den slags opførsel er ikke i orden her. Det skabte sådan en tryghed og ro. Så flere af den slags ledere!

Jeg var atten år gammel, da vi begyndte vores forhold. Han havde i forvejen et fast forhold med hash og andre substanser, og før jeg vidste af det, så sad jeg og røg med ham dagligt. Fire måneder ind i vores forhold har jeg tabt femten kilo, og igennem hele vores relation, som strækker sig fire år, vejer jeg kun 32 kilo. Han holder mig vågen hele nætter, for at diskutere mine billeder på sociale medier, mine veninder, holdninger og modstand. Han fratager mig søvn samtlige gange før større begivenheder, som altid resulterede i, at jeg meldte mig syg eller aflyste. Jeg bliver smidt ud af lejligheden, så snart jeg er uenig i noget. Det gik så hurtigt med at få mig ud nogle gange, at jeg i minusgrader sad udenfor døren iført kun trusser og en t-shirt, og ventede på han lukkede mig ind.

Han giver mig et blåt øje fire gange på de fire år vi var sammen. To af gangene har han givet mig dem under sex, og hver gang får jeg at vide, at jeg selv bad om det. En nat går det så galt, at jeg ryger på skadestuen, og er sengelagt i en måned. Han havde kvalt mig, slået mig i ansigtet med knytnæve, og sparket til mig, mens jeg prøvede at kravle væk fra ham. Han stopper først med at sparke mig, da politiet banker på døren. Og jeg fortæller dem, af skræk, at jeg bare er faldet.

Jeg er igennem hele forholdet svækket (økonomisk og psykisk), magrer, svag og ender i et misbrug sammen med ham, da hans dagligdag i flere år før mig har bestået af hash til morgenmad.

Det er først som 21 årig, at det går op for mig hvor voldsomt det her forhold har været. Vi boede i en lille by, med et lille samfund, og folk regnede hurtigt ud, hvorfor jeg så ofte var blå og hævet i ansigtet. Det blev vores nye diskussion. At jeg havde ødelagt hans navn, ry og hans fremtidige karriere. Det er her, at jeg gør modstand for første gang. Det er først som 21 årig, efter fire blå øjne og en indlæggelse, at jeg siger fra. Jeg krævede en undskyldning, og det resulterede i en blokering. Men jeg sagde fra. Jeg havde flere gange forinden undskyldt overfor ham, for at have søgt hjælp hos veninder og familie. Han er ikke ked af, hvad han gjorde mod mig. Han er ked af, at folk fandt ud af det.

Den gang jeg stod i lærer i et køkken var min læremester også meget seksuel i sin måde at tale til mig på. Jeg blev hakket meget på og gjort grin med. Desværre kunne jeg intet gøre end at holde ud til jeg fik mit uddannelsesbevis, trods jeg græd hver gang jeg fik fri fra arbejdet og turde ikke at møde op. Den dag jeg fik mit bevis sagde jeg farvel og du ser mig aldrig igen. Jeg har dog så efterfølgende mødt ham i byen men jeg går forbi uden at kigge på ham.

Jeg har efterhånden overvejet at begynde til selvforsvar, for jeg føler mig ikke meget sikker mere og har desværre udviklet angst.

Jeg har været i et voldeligt ægteskab i 15 år. Hvis nogen havde sagt, at det ville ske for en intelligent, veluddannet og ressourcestærk kvinde som mig, så ville jeg nok have grinet lidt. For jeg har altid vidst, at hvis en mand slog mig, ville jeg gå – allerede 1. gang. Problemet var bare, at han aldrig slog mig. Han begik psykisk vold, og det anede jeg ikke, eksisterede.
Jeg fandt på en masse undskyldninger for hans dårlige humør; nedladende tale; behov for at skælde ud og kritisere andre. Det var altid de andres (og især min) skyld. De første mange år glattede jeg ud og dækkede over hans opførsel, og da vi fik børn, blev jeg ved med at undskylde hans opførsel overfor mig selv og børnene. Jeg troede hele tiden, at det var midlertidigt, og fordi vi var i en svær periode. Jeg tog mange diskussioner (og skænderier) med ham i forsøget på at få ham til at ændre adfærd.

Rent fysisk standsede jeg ham alle de gange, han tog fat i børnene for at ’opdrage’ dem. Jeg fik det mere og mere dårligt, og det gjorde børnene også. Jeg elskede ham ikke længere. Jeg vidste, at vi skulle væk, men jeg var nu så dårlig psykisk, at jeg reelt var handlingslammet. En dag sagde en veninde til mig. Ét er, hvordan du vil leve dit eget liv - men dine børn skal væk nu! Det gik op for mig, at hvis jeg skulle standse volden mod mig selv og mine børn, så var det nu, mens jeg stadig havde lidt mentale kræfter tilbage. Og jeg havde fået nok!

Dagen efter ringede jeg til et krisecenter, og samme eftermiddag flygtede vi. Da han kom hjem og fandt ud af, at vi var væk, begyndte han at ringe desperat. Jeg ringede ham op og sagde: ’Vi har det godt, og vi er et sikkert sted’. Han begyndte at råbe ad mig, og jeg sagde, at jeg ikke ville tale med ham, hvis han råbte ad mig. Han fortsatte med at råbe, så jeg lagde på. Da han blev ved med at ringe, stillede jeg telefonen på lydløs, og da det ikke var nok, slukkede jeg den.

Det er et år siden nu, og jeg har ikke talt med ham siden. Han har heller ikke haft samvær med børnene siden den dag, og det er jeg glad for. For det var nødvendigt at beskytte os mod den psykiske voldsspiral ved at lukke helt af for hans adgang til børnene og mig. Han gjorde os fortræd, og det ville han have fortsat med, hvis jeg ikke havde stoppet det. Jeg har for nyligt besluttet at blogge på en Instagram-profil, som er oprettet til formålet. Den hedder @fri_af_vold På sigt vil jeg helst ikke være anonym, for jeg skammer mig ikke, og vi er nødt til at kunne tale om de ting. Men jeg kan godt være bekymret for folks fordomme f.eks. ift. jobsøgning, og jeg er stadig lidt sårbar som enlig forsørger.

For tre år siden var jeg udsat for et overgreb fra en mand jeg fik et lift fra, som pludselig standsede bilen og begyndte at røre ved min krop. Jeg troede at jeg var ved at blive voldtaget, så jeg blev super rasende og slog ham på næsen og slap væk. Ringede til politiet, som sagde eftersom at jeg havde blaffet og jeg havde påført ham mere skade end han havde skadet mig, så var det udsigtsløst at anmelde! Jeg ringede til den virksomhed, hvor han arbejdede (han havde kørt i en varevogn da han samlede mig op) og fortalte hans leder om hvad der var sket. Lederen fortalte mig at jeg havde brækket gerningsmandens næse. Han sagde at manden ville blive fyret.
‍

Jeg har trænet karate et års tid. Jeg føler at min karate gjorde det muligt for mig at kæmpe imod da jeg blev udsat for overgrebet. Jeg er en fredelig person, men jeg kan og vil kæmpe imod, hvis jeg bliver udsat for noget.