Jeg var først i trediverne, da det skete for mig. Jeg var hjemme hos min mor på påskeferie, jeg røg tyve King’s om dagen dengang, og var løbet tør for cigaretter ud på aftenen. Altså gik jeg ned i byen for at købe smøger i kiosken, men den var lukket, så i stedet gik jeg ind på det værtshus, der lå lige ved siden af. Og da jeg nu var der, købte jeg også en øl, så jeg kunne sidde og slappe lidt af. Jeg tog en cigaret op, og en fyr ved baren sprang frem og tændte for mig. Lidt demonstrativt, syntes jeg. Jeg drak ud og forlod stedet, men han fulgte efter mig – »går du allerede, skat?« – og så greb han fat i mig bagfra.

Jeg havde gået til Feministisk Selvforsvar, så jeg reagerede, som jeg havde lært: Knyttede hånden, bøjede armen og hamrede en albue ind i mellemgulvet på ham, mens jeg med min støvle skrabede ham ned ad skinnebenet og trampede ham på foden.

Havde jeg forestillet mig at han klynkende ville hoppe væk på ét ben, tog jeg fejl. Han greb fat i mit halstørklæde, trak af sted med mig rundt om hjørnet til et offentligt toilet, hvor han tvang mig ind og maste mig ned mellem en toiletkumme og væggen. Og så voldtog han mig.

Til det sidste troede jeg ikke på det, jeg kunne faktisk ikke forestille mig, at han ville kunne i den situation, jeg bevægede underlivet fra side til side, det eneste jeg kunne bevæge, men han ramte alligevel, og han kunne. Han kom inde i mig. Dér erfarede jeg, at voldtægt intet har med sex at gøre. Det handler udelukkende om magt, og han var stærkere end mig. Derfor, og ikke af nogen som helst anden grund, kom jeg ned med nakken.

»Det her må vi hellere lade være med at snakke om,« sagde idioten, da vi var udenfor igen. Selv havde jeg kun ét i hovedet: At få ham identificeret. Undervejs havde jeg noteret mig farven på hans ur-skive, hans hår- og øjenfarve og hvilket tøj, han havde på. Hovedet holdt jeg faktisk koldt, selvom jeg ikke ’frøs’, måske fordi jeg aldrig i mit liv har været så rasende og hævngerrig. Så som svar på hans bemærkning foreslog jeg, at vi gik tilbage til værtshuset og drak en øl. Så ville personalet have set os sammen, tænkte jeg. Derefter løb jeg hjem så hurtigt jeg kunne, ringede til politiet, blev hentet til undersøgelse og afhøring, fortalte, at de kunne spørge på værtshuset, kom hjem ud på natten, tog et bad og gik i seng. Tidligt om morgenen ringede politiet: De havde arresteret manden. Som jeg husker det, fik han halvandet år, ubetinget, men jeg er ikke længere sikker på straffens længde. Selv fik jeg en erstatning, hvis størrelse jeg eller ikke længere er sikker på, men det var vistnok på 30.000 kr.

Denne historie er den nøgterne forklaring på, hvorfor jeg ikke bryder mig om ’fryseteorien’. Det er da højst muligt, at mange kvinder ’fryser’ i den situation, men så gør de det givetvis i erkendelse af, at de ikke kan stille noget op og bliver bange for, at komme endnu mere til skade, hvis de gør modstand. De bliver skadet nok endda.

Min voldtægt ligger nu mange år tilbage, men jeg var glad for, at jeg var så gammel, da det skete, at jeg havde et voksent sexliv bag mig. Alligevel slap heller ikke jeg fra det uden skrammer. Jeg bryder mig slet ikke om at opfatte mænd som truende, men i flere år efter, skyndte jeg mig over på det modsatte fortov, hvis der kom en flok mænd imod mig på gaden.

Det var en aften i november, og mit barnebarn Maya skulle mødes med en veninde, der bor i København, ved 7-Eleven på Nørreport station kl. 18; de skulle følges til en skoleteaterforestilling i nærheden.

Maya bor i en forstad nord for København, og hun skulle køre med S-toget til Nørreport. Hun var 14 år på det tidspunkt, og det var første gang hun kørte alene til byen om aftenen.

Maya ringede til mig fra Nørreport station. Hun fortalte, at hendes veninde ikke var kommet. Det var mørkt, og jeg kunne høre hun var nervøs. Der havde været en fuld mand i toget, som hun var blevet bange for, og hun vidste ikke, om han var gået efter hende. Hun stod alene på stationen, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre; hun havde prøvet at ringe til veninden, som ikke tog sin telefon.

Jeg spurgte hende, om hun kunne se 7-Eleven fra hvor hun stod – og ja hun kunne se flere. Jeg bad hende om at gå ind i den nærmeste og blive derinde til veninden kom. Vi snakkede om, hvad hun skulle gøre, hvis en af ekspedienterne talte til hende, og vi blev enige om, at hun skulle sige, hun ventede på en veninde, og at hun eventuelt kunne købe en pakke tyggegummi, hvis det tog meget lang tid. Jeg bad hende ringe til veninden igen og fortælle, hvor hun var og så ringe tilbage til mig. Det gjorde hun, veninden var på vej, og vi blev ved at snakke sammen indtil Maya kunne se veninden. Maya var glad, og jeg roste hende meget for at ringe til mig, da hun følte sig utryg.

Skrevet af Mayas mormor

Jeg var 25 år, og jeg arbejdede som stewardesse ombord på et passagerskib. En middag holdt vi frokost for hele besætningen (ca. 40 mand) og under denne frokost drak jeg meget og blev derfor godt fuld. Resultatet var også, at jeg efter et par timer gik ned på mit kammer for at sove rusen ud. Jeg låser min dør, klæder mig af og hopper i køjen. Et par timer senere, ved en 4-5-tiden vågner jeg ved, at en af kokkene er hoppet op i køjen til mig og vil i seng med mig. Jeg reagerer ved at krybe helt sammen i et hjørne af køjen og forsvarer mig ved at bide ham i armen og nive ham og skælder ham vistnok også ud. Han opgiver og forsvinder ud af mit kammer, måske fordi der var andre i nærheden.

Jeg mener, min modstand var afgørende for at han forsvandt igen. Jeg tror, han forestillede sig, at når jeg var så fuld, ville jeg blot blive liggende helt stille og roligt. (Måske slet ikke opdage, hvad der foregik og først opdage det ved en evt. graviditet).

Da jeg atter vågnede op og huskede, hvad der var foregået, undrede det mig selvfølgelig, hvordan han var kommet ind. Jeg fandt ud af, at han havde lånt en masterkey og var brudt ind til mig.

Mine følelser bagefter var vrede, men også skyldfølelse, selvom jeg ikke ville have skyldfølelse, så kunne jeg ikke undgå det. Holdningen ombord på et skib er, at det altid er luderen, der har skylden. Og denne holdning følte jeg i mig, selvom jeg i bund og grund er uenig og reagere imod den, når jeg hører den udtalt. Denne holdning gav sig udslag i, at jeg følte skyld, var flov, tænkte på at jeg blot kunne lade være med at drikke mig fuld. Jeg havde mest lyst til at gemme mig i et musehul og ikke se nogen, og da allermindst kokken. Men da jeg vidste, hvorfor jeg følte skyld, overtog vreden hurtigt mine handlinger. Jeg tænkte, at det skulle være løgn. Det var ikke kokken, der skulle få lov at bestemme den situation. Jeg vidste, at jeg kunne få kokken plus ham der havde lånt ham masternøglen, fyret ved at gå til skipperen og fortælle ham situationen. Men det ville jeg ikke. Nok fordi jeg synes, det var for et drastisk skridt. Hvis jeg rent faktisk var blevet voldtaget, havde jeg nok gjort det. Jeg reagerede i stedet ved at fortælle alle, der arbejdede i restauranten samt de venner, jeg havde blandt de officererne om, hvad der var sket, hvor groft jeg synes, det var, samt at jeg kunne få ham smidt hjem, hvis det var det, jeg ville. Dernæst sparede jeg ikke med at komme med spydige kommentarer til kokken, når der var andre, der kunne høre dem. Hans blå-gule tandmærke var et oplagt emne. Jeg sørgede for, at han blev latterliggjort, og at han kunne få skyldfølelsen. Ingen var i tvivl om, hvem der havde givet ham tandmærket og hvorfor.

Jeg vil ikke sige, at det var let at sige de første bemærkninger til kokken, men da jeg først havde gjort det, havde jeg det meget bedre. Han prøvede heller ikke på noget siden.

Jeg var 13 år og med en veninde til noget familierelateret familiefødselsdag, hvor en halvfuld cirka dobbelt så gammel tilkommer til familien, kom over til min veninde og jeg og afbrød hende midt i vores samtale, med ordene “jeg ved fandme ikke hvem af jer to, der har de lækreste ungpigebryster”, efterfulgt af sådan et gustent, tænker jeg som voksen, liderligt “hah hah ha”, med et tilhørende ulækkert ansigtsudtryk. Det hele føltes virkelig ubehageligt, så min veninde og jeg besluttede at fortælle det til ‘en voksen’, som dog blot trak på skuldrene og svarede, “han har nok bare fået lidt rigeligt at drikke”. Det er ikke blot en vanvittigt ubehagelig ting at blive fortalt om voksne mænd, som et pigebarn på 13 år, at mænd bliver til klamme grænseoverskridende små pædofile røvhuller, når de får for meget at drikke, men det er faktisk også en ret uhyggelig tanke, at det åbenbart er alment kendt blandt andre voksne mænd og at disse, ikke tager det mere alvorligt, end blot at trække på skuldrene over det og affeje to pigebørns oplevelse af ubehag ved det.
‍

Derudover, oplevede jeg en blotter første gang som 6 årig og en blotter der onanerede foran mig første gang som 10 årig.

Det er virkelig på høje tid, at normalt fungerende mænd begynder at lytte til kvinders og pigers beretninger og tage dem alvorligt, så vi kan stå sammen om, at få lært forskellen på rigtigt og forkert, til dem som endnu ikke forstår forskellen!

Maiken Smidt Madsen (ønsker ikke anonymisering)

Med hensyn til min egen historie, så er det nok mest en historie om ikke at ha’ afværget vold, i hvert tilfælde på det fysiske plan. (Selv om jeg dog afværgede en såkaldt ”fuldbyrdet voldtægt”, hvilket jeg immervæk er glad for, fordi det sandsynligvis havde smadret mit underliv totalt, - ud over alt det psykiske).

Derimod føler jeg, at jeg ”vandt” kampen på det psykiske plan. Dels satte jeg altså grænsen i den sidste ende (ved at slå og ved at skrige). Jeg satte i løb efter ham, da han endelig stak af, og forfulgte ham råbende og skrigende og splitterravende nøgen gennem hele huset ud på gaden, og videre af sidegaderne, indtil han til sidst forsvandt for mig.

Endelig føler jeg også, at min måde at bearbejde oplevelsen på har gjort mig psykisk stærkere. Det lyder måske paradoksalt, for selvfølgelig har oplevelsen også gjort mig mere bange i nogle situationer, og jeg har haft angstanfald også (angstanfald som selvfølgelig handler om meget mere end angsten for fysisk vold).

Men når jeg tænker tilbage på oplevelsen, så føler jeg klart, at det var mig, der psykisk var den stærkeste. Det er svært at beskrive. Det var en situation, hvor han lå ovenpå mig og tog kvælergreb, og jeg overhovedet ikke havde mere luft tilbage. Da skete der noget inden i mig, jeg vidste med ét helt klart, at der ikke var andet at gøre end at acceptere situationen 100% - det var ham, der bestemt. Men han skulle ikke få mig! Det var en utrolig psykisk kraft, som jeg tror, man skal ha’ oplevet selv, for helt at forstå det. Jeg var stærkere end ham, og det var ligesom om han mærkede det. Eller også blev han bare bange for, at jeg var ved at dø, og så slap han taget, men slap, det gjorde han altså! Og da jeg så sloges med ham og begyndte at skrige, så blev han panikslagen og stak af, helt febrilsk. Og da jeg skreg, var det intet hjælpeløst, skrækslagent. Det var slet og ret aggression, og et nøgternt forsøg på at påkalde andres opmærksomhed, så manden kunne blive fanget og stillet til ansvar. Og det var højt. Hele vejen ned gennem gaderne.

Jeg synes, det er svært at placere min oplevelse og mine følelser i forhold til vante beskrivelser af voldtægt.

Jeg føler jo netop selv, at dér hvor min egen styrke kom frem, det var der, hvor jeg accepterede min truede situationen, samtidig med, at jeg helt selv vidste, hvor jeg stod henne… Og dermed faktisk reddede mit eget liv.

For det, som man i virkeligheden dør af, når nogen tager kvælergreb på én, - det er jo ikke selve kvælningen, iltmanglen. Det er derimod en choktilstand som indtræder i det øjeblik kvæler-hænderne trykker ind på adrenalin-kirtlen, som så sender chokbølger rundt i hele kroppen.

Men ”chok”, - det er jo også noget psykisk, og dermed noget, som man kan lære at kontrollere. Hvis jeg i den omtalte situation var gået i panik, - ja, så skrev jeg højst sandsynligt ikke dette brev, for så var jeg nok død af det.

Forstår I mig, hvis jeg siger, jeg føler, jeg har reddet mig eget liv = sejret over min egen død??? Det lyder måske lidt flippet, men ét er sikkert: jeg er blevet stærkere af det.