Jeg gik i 6. klasse og besøgte sammen med to veninder en ældre mand, som var reservebedste for én af os. Da han begyndte at befale os maste vi os forbi ham og cyklede væk derfra.

Jeg arbejdede på et stort postkontor. En dag hvor jeg gik igennem kantinen i frokostpausen, råbte en mand fra et bord flere meter derfra: »Se den lækre røv!« Det kunne jeg tydelig mærke, jeg ikke kunne lide. Jeg vendte sig om, kiggede på ham og sagde højt og bestemt: »Jeg vil ikke finde mig i det der. Lær at tale til kvinder som mennesker, ikke som et stykke kød!« Han blev helt tavs, og jeg gik stille og roligt videre.

(Den beretning er forkortet)

De første 5 år var egentlig skønne, kærlighed, fest og farver, rejser, middage, byture, ros, beskæftigelse... jeg så ikke de små ting, de røde blinkende lamper som den smadrede dør, iturevet tøj, utroskab, aggressioner fejede jeg væk... han var jo god som dagen var lang resten af tiden....Undskyldninger, forklaringer, gaver, Den store evige kærlighed... imens han bar mig rundt på en piedestal, gravede han en “fængselscelle”... stjal mine oplysninger og oprettede lån, købte ting. Hver gang jeg reagerede, hver gang jeg råbte, græd, truede, skreg, tilgav og vendte og drejede mig rundt, fik han mig overbevist om det var min skyld, jeg kunne jo bare lade være med .... ... ... .... Ja, hvad end han nu syntes jeg skulle lade være med for at være i fred! Timer, dage, uger, måneder og årene er gået, hver gang lovede han bod og bedring, hver evig eneste gang kom han på “grædende knæ”.... Jeg kan ikke engang tal på alle de smykker, ting, tøj, kreditkort, sko, ejendele, møbler han har smidt væk eller ødelagt, for bagefter at fortælle mig, det nok var mig selv der var glemsom eller havde ødelagt/smidt tingene ud selv (for at give ham skylden)... Min familie blev skubbet væk, og pludselig var han mit eneste omdrejningspunkt, jeg havde ingen andre, jeg var og er i dag komplet isoleret.... Det blev nemlig til sidst “os mod verdenen”... bortset fra han tager på ture med drengene, tager ud rejser, er ude med “vennerne”(damer). Han har aldrig lagt en finger på mig, han har aldrig slået mig... Men han har isoleret mig, spærret mig inde, taget alt fra mig og tæsket mig så psykisk meget rundt, at jeg helt oprigtigt ville ønske han ville slå mig, for så ville jeg have en grund til at gå. Jeg har vidst i mange mange år, jeg er fanget, Jeg er så voldsomt “gaslightet”, jeg har siddet på sidelinjen og set mit eget liv kuldsejle fuldstændigt, paralyseret af skam, en så dyb skam de fleste mennesker slet ikke kan kapere det. Jeg går til både psykolog og nu psykiater. Efter 20 år i et psykisk fængsel blev tegnene for store til at selv læger kunne overse dem. Jeg har stadig ikke fortalt en levende sjæl om hvilket liv jeg i virkeligheden lever i, ikke engang dem. Jeg har bare taget en ny maske på for at overleve!

På Farimagsgade i København kl. 9.00 om morgenen. Går forbi nogle buske. Lægger mærke til en mand, tror han lufter en hund. ”Hviske, hviske - kig her etc.”

Jeg går 3 skridt videre, ombestemmer mig. Går tilbage. Råber med afstand ”Hvad fanden laver du der. Sikke noget svineri. Idiot m.m.!”

Han pakker sammen og forsvinder med det samme.

Jeg bor på landet med min mandlige kæreste, min datter (17 år) og 3 unge mænd. Det er om aftenen, og vi sidder alle 6 sammen i vores køkken og spiser aftensmad.

Min datter skal senere til fest og vil blive hentet af nogen. Det ringer på yderdøren, og jeg går ud og lukker op. Udenfor står 3 mænd, jeg har ingen lys udenfor døren, så jeg kan ikke se dem tydeligt, men de er ret store. Jeg ud fra, at det var dem, der skal hente min datter, så jeg inviterer dem indenfor. Vi går tilbage til køkkenet.

De 3 mænd står i køkkendøren, som er den eneste dør i rummet. Vi opdager nu, at de er meget fulde. De vil have min datter med, men de er fulde og derfor siger hun, at hun ikke vil gå med dem. De bliver sure og provokerende og truer med at smadre huset. Vi andre sidder stadig omkring køkkenbordet, og vi appellerer til deres godhed, om de ikke nok vil gå. Det vil de ikke, de bliver mere aggressive. Jeg rejser mig op (min veninde gør også), og jeg siger med stærk udstråling ”Det vil jeg ikke finde mig i, hvis I ikke går øjeblikkeligt, tilkalder jeg politiet!” De går så.