I tidsrummet mellem jeg var ti og tolv år gammel, voldtog to af mine mors kærester mig. Disse oplevelser og den skam der fulgte efter var svær at komme over. Jeg græd i intime situationer med mine kærester og min læge gav mig antidepressivt medicin.

Da jeg blev opmærksom på at medicinen holdt mig nede og jeg var træt af være et vrag, holdt jeg op med at tage medicin og tingene begyndte at blive bedre. Det tog år, men min erkendelse af, at jeg havde overlevet og at jeg ikke var skyld i det der skete mig som barn, hjalp mig til at føle at jeg kunne begynde på ny.

Jeg var for nyligt til fest i den sportsklub jeg er medlem af. De sidste to (begge mænd, den ene er min kammerat) går hjem omkring kl. 02.30. Jeg er frisk og går og rydder op, stiller borde og stole på plads og samler tomme dåser i en affaldspose. Den ene af mændene (ikke min kammerat, men jeg ved hvem han er) kommer tilbage. Han er halvsnaldret. Han spørger om jeg ikke skal hjem. Jeg siger jeg lige vil rydde lidt op, så oprydningsholdet, der skal komme dagen efter har mindre at lave. Jeg er ikke selv meldt til oprydningen dagen efter, så jeg vil gerne give mit bidrag, når jeg nu er frisk til det. Manden siger, at sådan har han det også selv og den indstilling synes han om hos mig. Han begynder at hjælpe. I løbet af oprydningen komplimenterer han min måde at være på. Han synes jeg er en "speciel dame", som han kalder det, men at han kan lide det. Jeg studser lidt over det, men takker venligt. Vi skal bære to sofaer på plads fra ét rum til et andet. Han spørger om jeg nu også kan det - det skal siges jeg er 174 cm høj, rimelig stærk, da jeg altid har dyrket sport - og så begynder jeg selv at løfte på sofaen. Han griner siger jeg er 'en sej dame' og tager selv fat i sofaen og det går selvfølgeligt lettere, når man er to.

Jeg får bestilt en taxa og skal til at hjem. Manden skal cykle hjem. Jeg står med overtøj på og er klar til at gå og han er ved at skifte fra sko til støvler. Pludselig siger han: 'Jeg skal med dig hjem', hvortil jeg venligt, men bestemt afviser.

Da vi er kommet ud af klubben stopper han op og siger så: 'Kommer du ikke lige og giver et kys'. Igen afviser jeg og tilføjer med et smil, at jeg kan slå ret hårdt, at han ved det. Vi skal gå fra klubben, hen ad en bælgravende mørk strand og op ad en lang trappe til en sti. Jeg er nødt til at lyse med min telefons lommelygte for os begge, for at vi kan se vejen op. Jeg går hastigt op ad trappen. Han går lidt bag mig og jeg knytter min ene hånd hårdt og er spændt i hele kroppen. For tredje gang spørger han om jeg ikke nok vil give et kys. Jeg afviser igen, siger at han kan godt glemme det og beder ham stoppe. Da vi når op for enden af trappen siger jeg, at nu skal han ikke vælte på cyklen på vej hjem. 'Kommer du ikke lige og gi'r et kram og et kys', prøver han igen. Jeg siger bare: 'Kom godt hjem' og så går jeg hastigt op til den nærliggende p-plads, hvor min taxa er ankommet.

Jeg er 13-14 år, en aktiv pige der laver masser af sport og klarer mig fint i skolen og har fritidsjob på en gård.

I ungdomsklubben en aften lærer en af de mandlige pædagoger os piger hvordan vi skal forsvare os fysisk, hvis vi bliver overfaldet af en mand. Vi øver os på hinanden i frigørelsesgreb og slag og spark. Jeg synes at det er spændende og har ingen problemer med at forsvare mig.

Derhjemme lærer min far mig engang hvordan jeg skal forsvare mig fysisk, hvis en mand vil overfalde mig. Min mor spørger bekymret om jeg ikke er bange for at blive overfaldet når jeg cykler i mørket til ungdomsklubben eller til skolekammerater. Næ, det er jeg da ikke. Vi bor på landet og der er mørkt når solen er gået ned.

Jeg er i fysisk rigtig god form, er stærk og jeg elsker at vinde når jeg slås for sjov med drengene i min klasse. På fodboldbanen løber jeg stærkt, vinder ofte i tacklingerne og scorer masser af mål og har i det hele taget en eksplosiv energi.

Energien jeg har i mig i alle disse aktiviteter stammer også fra indestængt vrede der kommer ud. Vreden er bygget op gennem mange år. For derhjemme udsætter min far mig for seksuelt misbrug, fra jeg er ca. 8 år til jeg flygter som 18-årig. Min mor ved om det, og jeg fortæller grædende at jeg ikke kan holde det ud, men hun griber ikke ind. Han slår også min mor og mig og min storebror. Han sparker hul i døre i hjemmet og kommer fuld hjem fra kroen. Han er uforudsigelig. Han har magten over os.

Min far lærte mig hvordan jeg skulle sparke og forsvare mig hvis en fremmed mand ville overfalde mig. Men han eller min mor eller andre voksne lærte mig ikke at jeg har ret til at sige fra og hvordan, hvis en voksen, uanset hvilken voksen, overskrider mine grænser. Heller ikke hvor og hvordan jeg kan få hjælp fra andre voksne. Jeg lærte hjemmefra at mine følelser bliver der ikke lyttet til. Min far sagde derimod til mig at han havde ret til at bestemme over mig indtil jeg blev 18. Og han havde magten. Nogle venner, skolekammerater og folkeskolelærere vidste at han slog mig. Men ingen greb ind. Jeg havde ikke fortalt nogen om det seksuelle misbrug. Jeg turde ikke, af frygt for at den eneste verden, hvor jeg blev accepteret og havde status (skolen, vennerne, idrætsklubben), ville slå hånden af mig som ulækker. For så ville jeg have ingenting, så ville jeg dø. Ja, sådan så det ud i min verden. Min opfattelse som barn/ung var derfor: Der er ingen voksen, der hjælper mig, jeg er alene, så jeg må altså klare mig selv.

Jeg flygtede fra hjemmet da jeg blev 18 år. Min far var kørt ud i et ærinde den aften og jeg havde tilrettelagt det hele med venner fra gymnasiet, så de kom og hentede mig. Jeg forlod min mor den aften med sætningen,” Mor jeg flytter nu. Han kan ikke bestemme længere, jeg kan ikke holde det ud længere, jeg er nødt til at redde mig selv nu, og jeg kan ikke redde dig også.”

Jeg boede hos venner, færdiggjorde gymnasiet og fortrængte ubevidst alt om det seksuelle misbrug.

2 år senere boede jeg i Kbh. og opsøgte kvindebevægelsen. I Grevinde Danner huset i København, et kvinde- og krisecenter, begyndte jeg at gå til Feministisk Selvforsvar, hvor vi lærte om psykisk optakt, trænede fysiske øvelser som slag, frigørelses- og løbeteknik. Vi delte også succeshistorier og talte sammen og støttede hinanden i fortrolige basisgrupper, og vi gik i kvindepolitiske demonstrationer. Jeg oplevede at jeg ikke var alene og, at jeg blev anerkendt som den person jeg var.

Et stykke tid inde i denne forandringstid, en aften jeg læste i en bog, så dukkede alt det fortrængte om det seksuelle misbrug pludselig op! Mange ubehagelige detaljer væltede ind over mig. Min umiddelbare reaktion var at jeg ville opsøge ham og dræbe ham for det han havde gjort mod mig. Så vred var jeg. Men jeg ville ikke risikere at komme i fængsel, det var jo ham der skulle straffes. Jeg ringede den aften til min selvforsvarslærer Patricia Baker, som gav mig kontakt til en terapeut, hvor jeg gik i intensiv terapi i 4 år. Da jeg var stærk nok, anmeldte jeg ham. Politiet foretog efterforskning, han nægtede, min mor fortalte ikke hvad hun vidste, så der var ikke nok bevis til at køre en retssag. Jeg rejste så rundt og fortalte mine bedsteforældre, fastre og andre i familien, og min fars naboer som havde børn, om hans seksuelle misbrug af mig. Hans løgn og benægtelse kunne ikke leve længere, og han kunne ikke misbruge andre børn i hans nærhed. Jeg havde endelig gjort mig fri af hans magt. Jeg var 25 år gammel da.

Ingen andre kom nogensinde til at udsætte mig for overgreb eller krænkende behandling. Jeg kæmpede for og valgte et liv med selvrespekt, kærlighed og tro på egen styrke. Jeg er 60 år i dag.

En fyr jeg mødte i byen, men som jeg ikke havde talt synderligt meget med, ville gerne med mig hjem. Jeg sagde, at det skulle han ikke. Alligevel fulgte han med mig og tog bussen med mig hjem. Gentagne gange sagde jeg, at han ikke skulle med mig hjem. Da vi stod foran min hoveddør, nænnede jeg alligevel ikke at lukke døren i hovedet på ham. Fortalte han kunne få lov at sove her, men det var det. Vi havde nogle fælles venner og jeg boede hjemme, så følte mig ikke som sådan utryg ved at lukke ham ind i mit hjem.

Da vi kom op forsøgte han at kysse mig og mener også, at han rørte mig forneden. Min krop gik i stå men jeg vendte mit hovede væk flere gange. På et tidspunkt forsøgte jeg endda også om jeg kunne nyde det, nu han var i gang. Men jeg havde ikke lyst, vi havde ingen gengældte kys og til sidst spurgte han, om han skulle stoppe. Jeg sagde ja, og vi faldt i søvn. Det gentog sig næste morgen, hvor han igen endte med at spørge om, han skulle stoppe, hvortil han også spurgte om han skulle gå, hvilket jeg svarede ja tak til.

Jeg havde sagt nej så mange gange. Alligevel følger han efter mig hele vejen op til min seng, hvor han rør mig og kysser mig. Her stopper jeg mine forgæves forsøg på at sige nej verbalt men bliver ved at sige nej med min krop. På et tidspunkt forsøger jeg om jeg kan nyde det, nu han er i gang, men det kan jeg ikke. Jeg kysser ikke igen. Jeg vender hovedet væk. Min krop går i stå. Jeg giver op. Jeg udtrykker ingen glæde ved hans kys og berøringer, tværtimod. Alligevel bliver han ved længe. Alligevel gik han formentlig derfra med en opfattelse af, at han ikke havde overtrådt mine grænser. Jeg formoder, han mente at have sit på det rene, da han jo havde spurgt om han skulle stoppe, hvorefter han stoppede og gik. Men mine grænser var i den grad overtrådt og jeg følte mig så ydmyget. Talte først rigtig om det flere år efter, da jeg var bange for, at folk ikke kunne forstå min oplevelse, da jeg jo selv havde lukket ham ind, ikke sagde verbalt nej eller skubbede ham væk, da han fysisk tilnærmede sig mig og han desuden selv endte med at stoppe det. Var bange for, at folk ikke mente, at det var et overgreb. Men det var det, jeg havde sagt nej så mange gange og på mange forskellige måder. Dejligt, at han til sidst stoppede og ikke fuldendte en voldtægt. Men jeg oplevede stadigvæk et overgreb.