Jeg var 17 år, da jeg første gang oplevede, det der af forskere nogle gange bliver kaldt et (tvangs)samleje. Det kalder jeg det ikke selv, for det var ikke noget, man kunne sige, vi gjorde sammen. Det var et overgreb.
For mig er det at være seksuelt sammen med en anden noget nært og intimt, som jeg heller ikke kalder ’et samleje’, det lyder så klinisk. ’At få sex´ synes jeg derimod lyder fremmedgjort. Som om hvem det er, man er sammen med, er ligegyldigt. I mangel af bedre og måske noget gammeldags, kalder jeg derfor seksuel intimitet ’at elske med’.
Men hvorfor nu denne ordleg? Fordi den siger noget om, hvorfor så mange kvinder får det svært efter et overgreb. Noget som vi opfatter som betydningsfuldt, intimt og personligt bliver påtvunget os mod vores vilje.
En solskinsdag sad jeg på kanten af et springvand og kedede mig lidt. Han, som jeg havde mødt én gang tidligere til en stille og rolig fest hos nogle venner, kom hen og satte sig ved siden af mig. Han var 23, skuespillerelev, stor, flot og veltrænet. Egentlig ikke min type. Vi snakkede lidt sammen. Han boede lige i nærheden og spurgte så, om jeg ville med op hos ham og drikke en kop te. Det sagde jeg ja til. Jeg havde ikke råd til at gå på café.
Da vi kom derop, satte han sig ret tæt ved siden af mig på sovesofaen. Det så ikke ud, som om der var optræk til te. Jeg trak mig til side, væk fra ham. Han fulgte efter. Ret hurtigt lagde han mig pludseligt ned og lagde sig henover mig, mens han holdt min hænder op over mit hoved. Han begyndte at åbne sine bukser og trække mine trusser ned. Jeg sagde nej og igen nej og at jeg ikke ville. Han var meget større end mig, tung og stærk. Jeg sagde ” jeg aldrig havde været sammen med nogen”. Det sagde han, han ikke troede på. Han holdt stadig hander fast over mit hoved. Jeg var bange. Han virkede truende. Jeg tænkte, at han ville begynde at slå løs på mig, hvis jeg gjorde mere modstand. Til sidst gav jeg mig og lå bare helt stille, til han havde gjort sig færdig. Jeg turde ikke andet. Måske spillede det også ind, at min mor ville have sagt, at jeg selv havde været ud om det. Man gik ikke hjem med en mand. Jeg slap ud af situationen uden fysiske skader end en brudt jomfruhinde. Det havde min eftergivenhed beskyttet mig imod. Han blev sur over blodet på hans sofa.
Jeg fortalte det ikke til nogen andre end en veninde, som jeg noget rystet traf på en café dagen efter.
Senere har jeg beskæftiget mig med vold og overgreb. Jeg ved, at for rigtig mange kvinder er sådan et overgreb en voldsom erfaring. For mig var det ikke helt sådan. Jeg var rystet, fordi jeg var blevet rigtig bange for ham. Det varede nogle uger, men så var det overstået.
Efter den erfaring lod jeg være med at gå hjem med mænd, jeg ikke kendte meget godt.
Jeg havde et stykke tid gået og tænkt på, hvem jeg skulle sige ja til, når en mand ville i seng med mig. Jeg ville have, at det skulle være ægte kærlighed første gang. Men hvornår var det nu det?
Min manglende seksuelle erfaring var blevet en belastning for mig selv. Mine veninder havde alle faste kærester, som de havde seksuelle forhold til. Og når jeg mødtes med unge mænd mere end én gang, var der pres på at sige ja til sex. Overgrebet betød, at jeg selv ikke længere behøvede at spekulere på, hvem der skulle have lov til at være min første. Det var på en måde en slags lettelse. Jeg skammede mig ikke. Måske var det bl.a. derfor, jeg ikke blev så belastet af overgrebet, som jeg ved mange andre er blevet. Der kan jo være mange grunde til de måder, vi reagerer på og også mange måder.
Men det var en skræmmende og trist første erfaring med det, der kaldes sex.
Jeg har senere snakket med mange, der har været udsat for overgreb. Ikke alle bliver, ligesom jeg ikke gjorde, traumatiserede af den voldsomme erfaring. Ofte fordi følgerne og konsekvenserne ikke altid er lige voldsomme. Nogle tror så, der er noget i vejen med dem selv. Og nogle gange mener andre, at deres beretning så må være løgn, eller at de reagerer forkert, fordi de fortrænger. Det bidrager selvfølgelig til, at man får det værre.
